Husk disse råd, når du tager til Asien

Uanset om du skal på en tur rundt til de fleste asiatiske lande med rygsæk, eller om du blot har i tankerne at besøge eksempelvis Cambodia, er det en god idé, at du forbereder dig på rejsen hjemmefra. På den måde har du en langt bedre chance for at få budgettet til at holde og på samme tid få nået de ting, som du ønsker.

Bo billigt og godt

Sædvanligvis er det ret let at finde et billigt sted at bo. Og du vil opleve, at prisen er væsentligt lavere, end hvad du er vant til i Europa eller andre steder i Vesten. Du kan både lade dig indkvartere privat, eller du kan vælge at bo på hostels, som minder lidt om vandrerhjem. Her er der naturligvis ikke så meget luksus, men vigtigst af alt får du en seng at sove i, så du kan være frisk til dagen efter. Hvis du virkelig gerne vil spare penge på overnatninger, skal du finde steder, hvor der ikke er så mange turister, ligesom det er billigere at overnatte, når du rejser uden for turistsæsonen.

Få fantastisk mad til lave priser

Maden i Asien er fantastisk. Her er der ikke brun sovs og frikadeller, men ris, grøntsager, kød og fisk i alle afskygninger. Du kan både spise på restauranter eller vælge at prøve lykken hos en af de mange sælgere, som udbyder mad på gaden. I Thailand er der et helt marked for street food, hvor du kan finde alt mellem himmel og jord. Og bliv ikke overrasket, hvis du føler, at dine smagsløg bliver udfordret.

Hvordan skal du komme rundt?

Du kan let rejse rundt med bus i Asien. Husk på, at det ikke skader lige at gå en runde om bussen, så du kan tjekke, om den er bare i nogenlunde stand. Hvis du ikke bryder dig om synet, kan du vente til næste afgang og se, om du bedre kan forlige dig med den. Det er billigt at rejse med bus – også selvom en del af turene er meget lange. Her kommer du også til at rejse med de lokale, som i øvrigt sætter stor pris på selskabet.

Snak med lokalbefolkningen

Noget af det bedste ved at rejse er muligheden for at gøre nye bekendtskaber. Her er det en god idé at tale med den lokale befolkning, som i Asien er kendt for at være meget venlig. Det kan sagtens hænde, at du bliver inviteret hjem på privat besøg, hvor hele familien er vældigt glade for at byde dig velkommen. Opfat det som en enestående mulighed for at lære noget ekstra om det land og den kultur, du befinder dig i. Du får også på den måde en ganske fantastisk mulighed for at slippe væk fra turisterne og få nogle unikke oplevelser.

Skriv et svar